Notat an. nye altaner i den ældre boligmasse
25. januar 2016
Altankonstruktioner
Der anvendes stort set kun 2 altankonstruktionstyper i de ældre brokvarters-ejendomme i København m.fl.
Type 1. Denne type er den sikre, men desværre ikke særligt udbredte altantype, som udmærker sig ved følgende konstruktion:
Gulvet i pågældende rum optages.
Der boltes kraftige U-jern på siderne af bjælkerne. U-jernene føres ud gennem ydermuren til bæring af altankonstruktionen.
Hermed fordeles vægten af altanen solidt ned i ydermur og ind i bjælkelaget.
Bjælkelaget skal retables med tæt indskud efter nærmere anvisninger, så brand- og lydmodstandsevnen ikke forringes, og der skal i praksis oftest lægges et nyt bræddegulv.
Dette er den dyre, men eneste forsvarlige løsning.
Type 2. Den anden løsning er desværre en markant mere usikker løsning, og desværre er denne metode altdominerende udbredt, og godkendes beklageligvis rask væk i kommunen/kommunerne, på baggrund af div. altanfirmaers projekter.
Løsningen består i at man kun fører nogle bærejern et kort stykke ind i muren, evt. suppleret med limankre, og omstøber disse jern, så den støbte klump sidder fast i den gamle mur. I nogle tilfælde monterer man skråstivere fra den yderste del af altanen, ind og op på muren, fastgjort til et beslag der fastgøres med nogle limankre til det gamle facademurværk.
Undertegnede, sammen med min statiske ingeniør, fraråder på det kraftigste denne løsning, idet vi mener det er en direkte farlig konstruktion, idet momentet fra en stor belastning på altanen (f.eks. mange unge mennesker der pludselig finder på at danse heftigt i takt til rockmusik) vil risikere at kunne flå det øverste beslag ud af muren og brække murværket ud omkring den nederste indstøbning, hvorved altanen + mennesker vil styrte ned.
Min statiske ingeniør og undertegnede har aldrig forstået at kommunerne har givet byggetilladelser til disse altankonstruktioner. Vi opfatter det som, at der handles mod bedre vidende, muligvis pga. oppefra kommende politisk pres om at være, misforstået, ”servicevenlig” overfor borgerne, sådan fornemmes det desværre. Et alvorligt kutymeskift finder sandsynligvis først sted, når der på et tidspunkt kommer lig på bordet.
I denne type 2 altan forlader konstruktionen, vægten, det vridende moment, sig alene på den tvivlsomme sammenhængskraft (læs styrken af den gamle mørtel), af en 100-150 gammel kalkmørtel mellem murstenene, og på at denne mørtel er stærk nok til at bære/modstå en sådan belastning.
Min ingeniør og jeg, mener, at denne gamle mørtel absolut IKKE er stærk nok til at bære denne type 2 altankonstruktion.
Undertegnede har i praksis gennem 35 års virke som selvstændig rådgiver i renoverings-, sanerings- og byfornyelsessager skilt rigtig mange ejendomme ad. I flere tilfælde har vi fundet, at den gammeldags hydraulisk kalkmørtel med kalken som bindemiddel visse steder var helt eller delvist opløst, og at man disse steder kunne skrabe mørtelfugerne ud med en lillefinger.
En Altanløsning som Type 2 i ejendomme med en statisk tvivlsom kalkmørtel, er og vil være en katastrofal konstruktion, og vil før eller siden kunne blive til en dødsfælde ved hård belastning.
Et andet statisk forhold som er helt upåagtet (som de ”gamle” ingeniører i Københavns Kommune var meget opmærksom på), er når man fjerner vinduesbrystninger (den del af murværket der sidder under vinduet ned til gulvet) og dermed fjerner en del af facademurværket, fjerner man en del af den stabiliserende skivevirkning som facademurværkerne udgør i deres helhed. Ved en orkan, under voldsomme vindtryk på gavle eller facader, skal disse vinduesbrystninger være med til at forhindre at bygningerne kollapser som korthuse. Man kan ikke ustraffet fjerne dele af facaderne uden at binde facaderne sammen på anden vis i stedet. Ellers er stabiliteten forringet.
Lysforhold
Lysindfald
Man regner med at et rum er tilstrækkeligt belyst fra dagslys, hvis dagslysfaktoren (DF) er min. 2% målt på en midterlinie på tværs af rummet.
Hvis man i en EDB-beregningsmodel konstruerer et rum på 3 m i bredden og 5 m i dybden med 2 dannebrogsvinduer i ydervæggten på 110x170cm i den ene væg der er 3m, kan dette være et typisk rum i en gængs brokvartersejendom bygget i perioden 1850-1930. Prøverummet i modellen er imidlertid beliggende frit på en bar mark, og vinduerne vender mod nord, det er overskyet, vægge og loft er hvide og gulvet er med bræddegulv.
Prøverummet tager ikke højde for at der som regel vil være yderlig lysforringelser: modstående ejendomme, der skygger for lysindfaldet, at mange rum vil vende ud mod lukkede og snævre gårdmiljøer hvor lysindfaldet er væsentligt reduceret og kommer ned i en meget stejl vinkel oppe fra, afhængigt af hvor dybt lejligheden er beliggende nede i en ejendom.
Et altanudhæng over vinduer der kun har adgang til et stejlt lysindfald, vil påvirke/reducere lysindfaldet ganske dramatisk. Ofte vil lyset halveres, og det vil ofte være slut med direkte indfaldende lys fra himlen. Lysindfaldet vil efterfølgende alene forlade sig på genskindet fra modstående, ofte beskidte, murfacader. I praksis vil det i pågældende rum/lejligheder være nødvendigt at have kunstlys tændt i samtlige dagtimer.
Prøverummet på bar mark kan ved en prøvekørsel for hele året i hver af de 12 måneder på intet tidspunkt opfylde normen om en Dagslysfaktor på 2% midt i rummet dvs. 2,5 m. inde i rummet. 2% DF-faktoren optræder allerede ca. 2m inde i rummet og allerede ved 3m inde i rummet er DF kun 1%.
Dvs. hvis rummet er placeret i en ejendom, i en gård eller til en gade med modstående ejendomme vil DF-faktoren blive reduceret kraftigt. Reduktionen vil være kraftigst i stueetagen, med aftagende reduktion på 1. sal, 2. sal og 3. sal.
Den påkrævede Dagslysfaktor vil derfor ofte slet ikke være tilstede i mange af de berørte rum INDEN man ophænger evt. skyggende altaner udenfor.
Hænger man således yderlig en altanplade på 1-1,3m eller mere i dybden ud over de pågældende vinduer, vil lysreduktionen i de kritiske rum, blive forringet på helt uacceptabel vis.
Kondemnable forhold
Mange rum og lejligheder i den Københavnske boligmasse har fortsat de ringe lysforhold, der i tidligere tider fik Boligkommissionen i København til at udstede diverse kondemneringskendelser.
Hænges der så 1 til 1,3m dybe altaner op over de lavest beliggende lejligheder, vil man for en stor del af lejlighedernes vedkommende få lysforhold der enten vil gøre lejlighederne kondemnable eller forværre i forvejen kondemnable forhold. Dvs. at de pågældende rum i princippet gøres uegnede til menneskebolig.
Kondemnable/meget ringe lysforhold udgør en betragtelig sundhedsrisiko for mennesker.
Manglende dagslys er et anerkendt problem, der er kendetegnet ved at kunne være depressions- og sygdomsfremkaldende.
Måling af lysindfald og DF-forholdet
Det må meget stærkt anbefales, inden man går videre i sine tanker om altaner, at lade udføre en dagslysmåling, udført af et neutralt og erfarent, helst offentligt institut, i et repræsentativt udsnit af de kritisk beliggende rum, for at vurdere den eksisterende Dagslysfaktor.
Herefter kan man, evt. ved hjælp at et eller 2 rullestilladser, der køres hen foran et rum i en stuelejlighed, hvorpå man oplægger en krydsfinérplade, der illuderer en altanbund i den realistiske højde, udføre en ny måling af den derved fremkomne lysreduktion.
Målingerne skal udføres i gråvejr, uden direkte sollys.
I Oplæg til reviderede retningslinier for Altaner og tagterrasser i Københavns Kommune
som påregnes vedtaget omkring 1. november 2015, anføres følgende
”Ved opsætning af nye altaner i eksisterende by kan lysforholdene anses for at være tilfredstillende, hvis der kan opnås en dagslysfaktor på 2% i påvirkede opholdsrum og køkken.
Alternativt kan lysforholdene anses for at være tilfredstillende, hvis dagslysfaktoren, i påvirkede opholdsrum, ikke reduceres med mere end 25 %, dog 15 % for stuelejligheder.”
Det første krav skønnes umuligt at opnå i de fleste eks. rum i stueetager, og 1-3, sale i de Københavnske brokvartersejendomme, og ejendomme på Frederiksberg m.fl.
Det andet krav skønnes at være alt for lidt restriktivt i forhold til lejligheder fra stueetagerne, op til og med 3. sale, hvor selv en 15-25% lysindfaldsreduktion kan få dramatiske reduktioner i det effektive dagslysindfald.
Juridiske ansvarsforhold
Det skal understreges at det til enhver tid er bygherren, og for en boligforenings vedkommende, den til enhver tid siddende bestyrelse, der er ansvarlig for, at ethvert byggearbejde på foreningens ejendom udføres på forsvarlig vis.
I takt med at reglerne i bygningsreglementet i de senere år er devalueret som følge af de nye ”funktionsbestemte”- og dermed mere liberale regler, samtidig med at byggesagsbehandlingen er markant reduceret i kommunerne og tilsynet i byggesager i praksis er blevet ikke-eksisterende, rykker det juridiske ansvar dermed i praksis mere og mere over på bygherren.
Den ordentlige, kvalitative regeldannelse og myndighedsbehandling, der tidligere havde til formål at beskytte såvel bygninger som mennesker er desværre under kraftig erosion.
I stedet er indtrådt et vakuum, et slags byggeteknisk ingenmandsland, hvor skaderne først skal ske, hvorefter jurister og advokater kan træde ind på scenen, gøre ansvar gældende, stille erstatningskrav, forlange forhold udbedret etc. Alt sammen efter skaderne er sket.
Det havde været bedre om man i stedet var fortsat med at sætte hensynet til bygningernes fysisk og almenvellets (/flertallet af beboernes..) liv og velfærd generelt, over hensynet til det enkelte individs flyvske ønskedrømme, oppebåret af diverse trends, der kommer og går henover tid.
Det må forudses at påberåbelse af evt. Byggetilladelse og retningslinier fra en kommune, i en evt. retssag, vil risikere ikke at have afgørende og tilstrækkelig juridisk vægt, i forhold til andre vægtige og generelle regler og principper.
Bla. vil forholdet, hvis der handles ”mod bedre vidende” eller det, der burde være ”bedre vidende”, herunder eks. SBI-rapporter mv., som med rimelighed kan siges at være fælles norm-gods blandt tekniske rådgivere, og dermed indirekte også bygherrer, i en retssag, risikere at blive vægtet særdeles højt, og med stor sandsynlighed højere end en kommunes afgørelser eller tilladelser.
Princippet, ”når alle kører for stærkt, må jeg sikkert også” kan derfor ikke påregnes at være holdbart, heller ikke når det er en kommune der udsteder tilladelser.
Man kan derfor ikke som ansvarlig bygherre, påregne at blive frikendt for ansvar, i en evt. retssag, ved alene at henvise til, at en kommune har udstedt en byggetilladelse.
Omvendt vil det i praksis være meget vanskeligt at gøre en kommune erstatningsansvarlig, for udstedelse af byggetilladelser, ejheller selvom de enten direkte strider mod bygningsreglementet eller strider mod det fælles byggetekniske normgods, den tekniske ”know-how” der er nedlagt i SBI-rapporter mv.
Det er derfor som altovervejende hovedregel kun én der er grundlæggende hovedansvarlig, det er bygherren/ejeren selv.
Det er derfor en bygherres ansvar at sørge for at ”alle sten vendes” og at alle gængse regler og normer overholdes, uanset hvad man evt. kan få en kommune ”overtalt til” i form af byggetilladelser.
Samtidig vil en anden hovedregel i en retssal formodentlig være gældende, at der ikke må ske forringelser af den enkelte bolig, fra udefrakommende omstændigheder, eller at disse forringelser i modsat fald er helt klart, utvetydigt og specifikt tilladt, regelsat eller normgivet, også i SBI-anvisninger mv.
Den skadelidte andelshaver, ejer eller lejer, vil formodentlig med rimelighed kunne gøre et juridisk ansvars- og erstatningsforhold gældende overfor en bestyrelse/ejer (og måske også overfor en kommune), der har påført den pågældende lejlighed en dokumentérbar forringelse af forholdene.
I en boligforening skal de ansvarlige, hér en bestyrelse, derfor træde med særdeles varsomme skridt, og sikre sig på alle tænkelige måder, før vedtagelse af væsentlige forandringer på eller i en ejendom, såsom opsætning af altaner, således at man ikke bevæger sig ud i juridiske og økonomisk ansvarspådragende forhold, ved bla. forringelse af lysforhold og bla. ved etablering af statiske konstruktioner der er direkte usikre eller farlige.
Et vigtigt råd: man kan IKKE forlade sig på at kommunen agerer ”bagstopper” for én.
Afsluttende råd
Generelt må det tilrådes IKKE at lade altaner udføre i den ældre boligmasse, og særligt ikke i boligmassen opført frem til 1930, f.eks. på de Københavnske brokvarterer, Frederiksberg med flere områder, med mindre der er tale om indlysende, atypisk og ekstraordinært gode lyshold (f.eks. hjørner af ejendommen beliggende ud til brede udendørsarealer, ell.lign.).
HVIS man alligevel lader altaner udføre, børe disse KUN udføres som Type-1 altaner.
Thorkil Brodersen
25. januar 2016