Tag: altaner

Altaner – hovedproblemer

Notat 2

25. maj 2016

Altaner i den ældre boligmasse – hovedproblemer

I anledning af ugebladet Ingeniørens artikler vedr. altanproblemer skal jeg fremkomme med en række hovedproblemer ved etablering af altaner i den ældre boligmasse.

Der fokuseres på 2 typer der er mest problematiske i forhold til statik, og der undlades at fokusere på altaner der bæres af ”stativ” udvendigt på facaderne, eller udenfor selve facademurene med søjler til terræn, idet disse skønnes mindre problematiske (bortset fra ved tilstedeværelsen af sætningsrevner, typisk i vinduesbrystningerne).

Bæring af altaner ved 2 typer

Hvor den udkragede vægt bæres:

1. af lange jern (typisk U-jern) der går gennem ydermur og f.eks. 2-3 meter ind i bjælkelaget hvor de er boltet direkte ind på de ca. 20cm tykke træbjælker.
2. af bærejern der kun er indstøbt i huller i ydermuren, eller evt. i de øverste etager (fra 3’die sal og op) er supplerende fastgjort ca. 80 cm inde i bjælkelaget vha. vinkeljern der er fastgjort på tværs mellem 2 bjælker, fastboltet med franske skruer, såkaldte ”bjælkeforlængere”

Problemfelter

Styrken af den eksisterende gamle mørtel

Imellem 1850 og 1900 blev de Københavnske brokvarterer og store dele af Frederiksberg udbygget.

Man var i perioder oppe på at bygge 60.000 boliger om året. Så byggesjusk fandt også sted dengang.

Cement fremkom i perioden men var for dyr at anvende. Derfor er hovedbestanddelen af den ældre boligmasse før 1. verdenskrig opført med kalkmørteler, evt. hydrauliske kalkmørteler.

Der anvendtes typisk bakkegrus, i mindre grad søgrus. Bakkegruset, udgravet af morænebakker, indeholdt ler (humus) i større eller mindre grad. Ler er syrligt. Og det anvendte bindemiddel, kulekalk, er basisk. Hvis ikke lerindholdet vaskes grundet ud af mørtelsandet, vil leren derfor opløse kalken, og bindemidlet vil hermed helt eller delvist forsvinde. Visse bygninger kan således, groft sagt, risikere at stå primært i kraft af selve egenvægten.

Jeg har gennem de seneste 35 år haft lejlighed til at ”skille” diverse bygninger og bygningsdele i den ældre bygningsmasse ad i forbindelse med primært sanerings- og byfornyelsesarbejder. Mørtelkvaliteterne har været af vidt forskellig beskaffenhed. Enkelte ejendomme har haft så nedbrudt mørtel af denne kunne skrabes ud med en lillefinger (i store træk blevet til sand).

Man kan derfor ikke tillade sig at forudsætte noget éntydigt i sine statiske beregninger om de eks. mørtelers styrke i den ældre bygningsmasse, sådan som det finder sted i dag.

Hér vil det være hensigtsmæssigt med en ”norm” der f.eks. kunne angive ved hvilken grænseværdi mørtelen – ved udtræk af en langs-liggende mursten – skal kunne fastholde en mursten intakt i muren.

Sådanne udtræksprøver skulle udføres – f.eks. 5 steder på henholdsvis en gade og på en gårdfacade – af et anerkendt institut eller uafhængigt ingeniørfirma. Egenkontrol kan ikke anbefales.

Murværkets bæring

Der er typisk 3 bærende bygningsdele:

For-facademur

Hovedskillevæg

Bag-facademur

I facademurværkerne, er det de lodrette ubrudte mursøjler imellem ”vinduessøjlerne” der udfører den egentlige bæring af ejendommen. Murværket under vinduerne (vinduesbrystningerne) er ikke bærende. Vægten af vinduesbrystninger overføres til de lodrette bærende mursøjler vha. murremme (10x10cm), vinduesplanker (over det indvendige vindueshul) og murede stik yderst i muren, eller sjældnere, af jern.

Fundamenterne består, som det øvrige murværk, af muret massivt murværk, der ofte sætter sig, hvorved de enkelte lodrette mursøjler forskyder sig i forhold til hinanden. Herved fremkommer sætningsrevner, der forekommer primært i vinduesbrystnings-murværket. I praksis har de fleste brystninger sætningsrevner.

Den statiske værdi af brystningsmurværker kan derfor være begrænset, hvis ikke sætningsrevner udbedres og armeres på statisk forsvarlig vis.

Murværket som del af det stabiliserende system i en ejendom

Enhver ejendom skal kunne stå oprejst alene, selv ved orkanagtige vindtryk på facader og på gavle.

En ejendom må ikke forlade sig på at ”læne sig opad” en naboejendom, idet naboejendomme kan risikere at brænde ned eller blive revet ned.

Derfor skal en ejendom også kunne blive stående ved et orkanagtigt vindtryk på gavlene, selvom der måtte stå en naboejendom.

Ved vindtryk på for- eller bagfacader, er det primært de tværgående skillevægge der udgør de afstivende elementer og hindrer en ejendom i at falde sammen som et korthus.

Ved vindtryk på en gavl er det primært for- og bagfacade sammen med de bærende hovedskillevægge der udgør ejendommens afstivende elementer.

Det er således facadernes samlede skivevirkning der udgør hovedafstivningen. Hvis man fjerner brystningsmurværk, fjerner man en væsentlig del af facadeskivens sammenhæng, dvs. dét der binder de lodrette bærende murpiller sammen. Er disse lodrette bærende mursøjler ikke solidt indbyrdes forbundne bliver ejendommen til et korthus.

Dette er tilsyneladende et helt glemt og upåagtet problem.

For ikke så mange år siden, da ”den gamle” statiske ingeniørafdeling eksisterede i Københavns Kommunes byggesagsafdeling, skulle man f.eks. ved etablering af franske altaner til gårdsiden, til gengæld for fjernelse af brystningsmurværkerne, ”binde” de lodrette bærende mursøjler sammen, ved f.eks. at indlime 4 stk. 22mm gevindstål under hver altandør, omstøbt som et højt betontrin, til en stiv enhed, der både kunne klare tryk- og trækkræfter.

Denne know-how er tilsyneladende gået i glemmebogen hos kommunerne (og altanfirmaerne).

Konsekvenserne kan være alvorligt svækket stabilitet af ejendommene som ved kommende orkaner eller orkanagtige storme evt. kan risikere at få bygningsdele til at gå i svingninger og måske i fatale tilfælde medføre kollaps.

Bjælkelagets sammenhæng med murværk

Bjælker i ethvert bjælkelag hviler af på typisk en 10×10 trærem/murrem, som enten er lagt ind i selve muren eller ligger på det murspring der findes typisk (bygninger efter 1871) under bjælkelaget på 1., 2’ og 3’die sal.

Ved vinduesbrystninger ender bjælkerne ”i det fri”, uden omsluttende murværk, idet de ender indenfor det 1-stens tykke (25cm) brystningsmurværk, se bilag.

Ved mursøjlerne, og ved murspring, ender bjælker ligeledes ”i det fri” indenfor murværket.

Hvor der ikke er murspring, typisk ved bjælkelaget på 2’ og 4’ sal, ligger remmen inde i muren og reducerer derfor hér murværkets bærende tykkelse.

Mursøjlernes tykkelse på 2. sal reduceres pga. murrem således fra 59 (uden puds) til 48 cm ved rem og ved bjælker.

Mursøjlernes tykkelse på 4. sal reduceres fra 47 (uden puds) til 36 cm ved rem og bjælker.

Hvor bjælker går ind i murværk på 2’ og 4’ sal er der ca. 10mm luft omkring bjælkerne, idet bjælkerne siden opførelsen er krympet fra en ilagt træfugtighed på skønnet 15%-25% afhængig af lagringstid, til 6-8% træfugtighed i en ejendom med centralvarme.

Bjælkerne indgår således ikke i enhed med murværket, men kan løftes frit op udfor vinduesbrystninger og udfor murpiller med undtagelse på 2’ og 4’ sal hvor bjælkelaget kan løfte sig 10-15mm ved mursøjler.

Samtidig er murværket i selve mursøjlerne ofte ustabilt/løst henover murremme og bjælker.

En fastgørelsesmetode som vist i Ingeniøren, med såkaldte bjælkeforlængere, hvor man påstår, gennem huller i murværket, at kunne montere ”bjælkeforlængere”, vil medføre et bræk henover formuren, som vil kunne løfte bjælkelaget indenfor facademuren, ved stor altanbelastning.

Kun gennem lange fastgørelsesjern der fastgøres til selve bjælkerne henover en længde på 2-3 meter på bjælkesiderne fås en tilstrækkelig stiv enhed som ikke medfører et bræk/løft i den yderste ende af bjælkelaget.

Bjælkelag i køkkener har ofte beskadigede bjælkeender og remme, særligt i området ved køkkenvaskene.

Råd-/svampeangrebne remme kan også findes andre steder, ud for nedløbsrør, men også andre tilfældige steder, evt. som følge af utætte tagrender, dårligt fuget murværk eller manglende tagudhæng.

Men alene det kolde murværk i de oprindelige kakkelovnsopvarme ejendomme har, under mange omstændigheder, kunnet skabe soft-råd og svamp i remme og bjælkeender.

Ofte ses remme, specielt i køkkener, at være så stærkt rådangrebne at der kun er 2/3 eller halvdelen af veddet intakt. Det samme er tilfældet for bjælker under køkkenvaske eller andre kritiske steder, der kan være helt eller delvist forsvundne af råd eller svampeangreb.

Erfaringsmæssigt findes der i disse områder mange bjælkelagsreparationer, der er helt utilstrækkeligt og uforsvarligt udført.

Ved begge altan-fastgørelsesmetoder skal det sikres at bjælkelag og bjælkeender er 100% intakte og at de bærende remme ligeledes er 100% intakte, og at evt. reparationer er udført statisk forskriftsmæssigt. Denne kontrol kan kun udføres tilstrækkeligt forsvarligt ved optagning af eks. gulve og indskud.

Bjælkelaget og bjælker der hviler af på remme henover vinduer hviler på en i forvejen overbelastet konstruktion, idet konstruktionen fra underkant bjælkelag og ned til underliggende vinduesåbning typisk kun består af:

• 10×10 cm murrem i fyrretræ
• 2 lag løse mursten
• 2 stk. 50mm tykke vinduesplanker i fyrretræ oplagt ved siden af hinanden.

Der kan over de fleste vinduesåbninger iagttages at det ovenliggende loft hænger mere eller mindre som en ”hængekøje” som tegn på overbelastninger.

Udfor vinduesbrystninger, er bæringen at bjælkelaget overbelastet og kan ikke bære yderlig belastning fra en altan, uden at bærende remme udskiftes med jern eller limtræ der hviler af ud i de bærende mursøjler – såfremt altanbæringer skal fastgøres i denne del af bjælkelaget.

Beskadigede remme skal f.eks. erstattes af en høj rem bestående f.eks. af 100x175mm limtræ, eller med reglementeret omstøbt HEB-jern, med solid aflægning i de tilstødende mursøjler.

Hultagninger i murværk

Hvor det forudsættes at udføre altanfastgørelser gennem huller i facademuren, uden optagelse af gulve på bjælkelaget, forudsætter visse altanfirmaer at der etableres store huller i murværket.

Herved får man et alvorligt problem ved retablering af murværket idet pågældende murer skal mure baglæns ud af hullet. Der vil kun meget vanskeligt sikres opmuring med fyldte fuger, og derfor er det stærkt tvivlsomt den påkrævede kvalitet og styrke opnås, og efterfølgende kontrol vil ikke være mulig.

Det genetablerede murværk skal på de fleste af etagerne optage dels et kraftigt opadrettet tryk på indvendig side af mur, og dels et kraftigt nedadrettet tryk ved ydersiden af murværket, fra de indmurede altanvanger, hvilket gør retablering af dette murværk ekstra kritisk, og en metode med kun tilmuring udefra, tvivlsom.

Retablering af bjælkelagets lyd- og brandmodstand

Et træbjælkelag i de omhandlede ejendomme har en brandmodstand på BD90 (branddrøjt i 90 minutter). Oprindeligt er der ilagt indskudsbrædder på tværs mellem bjælkerne. På indskudsbrædderne er der udlagt et ca. 70mm tykt og homogent lag ler.

Dette indskudslag skal reetableres og skal yde samme modstand mod brand og lyd som det oprindelige tunge ler. Lerlaget kan ikke retableres homogent. I praksis skal der retableres tætte indskudsbrædder, herpå 1 eller 2 lag gips, samt stemuld mellem gips og gulvbrædderne. Mellem indskudsbrædderne og loftforskalling etableres 75mm stenuld.

Herved sikres mod forringelse af det oprindelige bjælkelags lyd- og brandmodstand.

Bemærk at brand- og lydmodstandsevnen ikke må forringes.

Dette vurderes at være et helt upåagtet område.

Bjælkelagenes fulde brand- og lydmodstand skønnes ikke at blive retableret ved de omhandlede altankonstruktioner.

Grundig kommunal sagsbehandling og tilsyn med byggearbejderne bør genindføres

Der skal stærkt opfordres til at kommunerne genindfører den grundige og omhyggelige byggesagsbehandling og genindfører tilsynet med byggerierne.

Herved vil man kunne håbe på at kvaliteten i byggeriet genskabes/højnes.

 

Thorkil Brodersen

25. maj 16

 

Forklarende billeder

Gulvbrædder, lerindskud og indskudsbrædder er hér fjernet. Venstre bjælke er helt uforsvarligt repareret for årtier tilbage, og skal laves om. Altanfastgørelser i et sådant bjælkelag vil kunne få fatale konsekvenser. Omfanget af skader og af sådanne uforsvarligt udførte gamle reparationer, vil kun kunne opdages ved en optagning af gulv og blotlægning som den er udført hér

 

 

 

 

 

Notat an. nye altaner i den ældre boligmasse

25. januar 2016

Altankonstruktioner

Der anvendes stort set kun 2 altankonstruktionstyper i de ældre brokvarters-ejendomme i København m.fl.

Type 1. Denne type er den sikre, men desværre ikke særligt udbredte altantype, som udmærker sig ved følgende konstruktion:

Gulvet i pågældende rum optages.

Der boltes kraftige U-jern på siderne af bjælkerne. U-jernene føres ud gennem ydermuren til bæring af altankonstruktionen.

Hermed fordeles vægten af altanen solidt ned i ydermur og ind i bjælkelaget.

Bjælkelaget skal retables med tæt indskud efter nærmere anvisninger, så brand- og lydmodstandsevnen ikke forringes, og der skal i praksis oftest lægges et nyt bræddegulv.

Dette er den dyre, men eneste forsvarlige løsning.

Type 2. Den anden løsning er desværre en markant mere usikker løsning, og desværre er denne metode altdominerende udbredt, og godkendes beklageligvis rask væk i kommunen/kommunerne, på baggrund af div. altanfirmaers projekter.

Løsningen består i at man kun fører nogle bærejern et kort stykke ind i muren, evt. suppleret med limankre, og omstøber disse jern, så den støbte klump sidder fast i den gamle mur. I nogle tilfælde monterer man skråstivere fra den yderste del af altanen, ind og op på muren, fastgjort til et beslag der fastgøres med nogle limankre til det gamle facademurværk.

Undertegnede, sammen med min statiske ingeniør, fraråder på det kraftigste denne løsning, idet vi mener det er en direkte farlig konstruktion, idet momentet fra en stor belastning på altanen (f.eks. mange unge mennesker der pludselig finder på at danse heftigt i takt til rockmusik) vil risikere at kunne flå det øverste beslag ud af muren og brække murværket ud omkring den nederste indstøbning, hvorved altanen + mennesker vil styrte ned.

Min statiske ingeniør og undertegnede har aldrig forstået at kommunerne har givet byggetilladelser til disse altankonstruktioner. Vi opfatter det som, at der handles mod bedre vidende, muligvis pga. oppefra kommende politisk pres om at være, misforstået, ”servicevenlig” overfor borgerne, sådan fornemmes det desværre. Et alvorligt kutymeskift finder sandsynligvis først sted, når der på et tidspunkt kommer lig på bordet.

I denne type 2 altan forlader konstruktionen, vægten, det vridende moment, sig alene på den tvivlsomme sammenhængskraft (læs styrken af den gamle mørtel), af en 100-150 gammel kalkmørtel mellem murstenene, og på at denne mørtel er stærk nok til at bære/modstå en sådan belastning.

Min ingeniør og jeg, mener, at denne gamle mørtel absolut IKKE er stærk nok til at bære denne type 2 altankonstruktion.

Undertegnede har i praksis gennem 35 års virke som selvstændig rådgiver i renoverings-, sanerings- og byfornyelsessager skilt rigtig mange ejendomme ad. I flere tilfælde har vi fundet, at den gammeldags hydraulisk kalkmørtel med kalken som bindemiddel visse steder var helt eller delvist opløst, og at man disse steder kunne skrabe mørtelfugerne ud med en lillefinger.

En Altanløsning som Type 2 i ejendomme med en statisk tvivlsom kalkmørtel, er og vil være en katastrofal konstruktion, og vil før eller siden kunne blive til en dødsfælde ved hård belastning.

Et andet statisk forhold som er helt upåagtet (som de ”gamle” ingeniører i Københavns Kommune var meget opmærksom på), er når man fjerner vinduesbrystninger (den del af murværket der sidder under vinduet ned til gulvet) og dermed fjerner en del af facademurværket, fjerner man en del af den stabiliserende skivevirkning som facademurværkerne udgør i deres helhed. Ved en orkan, under voldsomme vindtryk på gavle eller facader, skal disse vinduesbrystninger være med til at forhindre at bygningerne kollapser som korthuse. Man kan ikke ustraffet fjerne dele af facaderne uden at binde facaderne sammen på anden vis i stedet. Ellers er stabiliteten forringet.

Lysforhold

Lysindfald

Man regner med at et rum er tilstrækkeligt belyst fra dagslys, hvis dagslysfaktoren (DF) er min. 2% målt på en midterlinie på tværs af rummet.

Hvis man i en EDB-beregningsmodel konstruerer et rum på 3 m i bredden og 5 m i dybden med 2 dannebrogsvinduer i ydervæggten på 110x170cm i den ene væg der er 3m, kan dette være et typisk rum i en gængs brokvartersejendom bygget i perioden 1850-1930. Prøverummet i modellen er imidlertid beliggende frit på en bar mark, og vinduerne vender mod nord, det er overskyet, vægge og loft er hvide og gulvet er med bræddegulv.

Prøverummet tager ikke højde for at der som regel vil være yderlig lysforringelser: modstående ejendomme, der skygger for lysindfaldet, at mange rum vil vende ud mod lukkede og snævre gårdmiljøer hvor lysindfaldet er væsentligt reduceret og kommer ned i en meget stejl vinkel oppe fra, afhængigt af hvor dybt lejligheden er beliggende nede i en ejendom.

Et altanudhæng over vinduer der kun har adgang til et stejlt lysindfald, vil påvirke/reducere lysindfaldet ganske dramatisk. Ofte vil lyset halveres, og det vil ofte være slut med direkte indfaldende lys fra himlen. Lysindfaldet vil efterfølgende alene forlade sig på genskindet fra modstående, ofte beskidte, murfacader. I praksis vil det i pågældende rum/lejligheder være nødvendigt at have kunstlys tændt i samtlige dagtimer.

Prøverummet på bar mark kan ved en prøvekørsel for hele året i hver af de 12 måneder på intet tidspunkt opfylde normen om en Dagslysfaktor på 2% midt i rummet dvs. 2,5 m. inde i rummet. 2% DF-faktoren optræder allerede ca. 2m inde i rummet og allerede ved 3m inde i rummet er DF kun 1%.

Dvs. hvis rummet er placeret i en ejendom, i en gård eller til en gade med modstående ejendomme vil DF-faktoren blive reduceret kraftigt. Reduktionen vil være kraftigst i stueetagen, med aftagende reduktion på 1. sal, 2. sal og 3. sal.

Den påkrævede Dagslysfaktor vil derfor ofte slet ikke være tilstede i mange af de berørte rum INDEN man ophænger evt. skyggende altaner udenfor.

Hænger man således yderlig en altanplade på 1-1,3m eller mere i dybden ud over de pågældende vinduer, vil lysreduktionen i de kritiske rum, blive forringet på helt uacceptabel vis.

Kondemnable forhold

Mange rum og lejligheder i den Københavnske boligmasse har fortsat de ringe lysforhold, der i tidligere tider fik Boligkommissionen i København til at udstede diverse kondemneringskendelser.

Hænges der så 1 til 1,3m dybe altaner op over de lavest beliggende lejligheder, vil man for en stor del af lejlighedernes vedkommende få lysforhold der enten vil gøre lejlighederne kondemnable eller forværre i forvejen kondemnable forhold. Dvs. at de pågældende rum i princippet gøres uegnede til menneskebolig.

Kondemnable/meget ringe lysforhold udgør en betragtelig sundhedsrisiko for mennesker.

Manglende dagslys er et anerkendt problem, der er kendetegnet ved at kunne være depressions- og sygdomsfremkaldende.

Måling af lysindfald og DF-forholdet

Det må meget stærkt anbefales, inden man går videre i sine tanker om altaner, at lade udføre en dagslysmåling, udført af et neutralt og erfarent, helst offentligt institut, i et repræsentativt udsnit af de kritisk beliggende rum, for at vurdere den eksisterende Dagslysfaktor.

Herefter kan man, evt. ved hjælp at et eller 2 rullestilladser, der køres hen foran et rum i en stuelejlighed, hvorpå man oplægger en krydsfinérplade, der illuderer en altanbund i den realistiske højde, udføre en ny måling af den derved fremkomne lysreduktion.

Målingerne skal udføres i gråvejr, uden direkte sollys.

I Oplæg til reviderede retningslinier for Altaner og tagterrasser i Københavns Kommune

som påregnes vedtaget omkring 1. november 2015, anføres følgende

”Ved opsætning af nye altaner i eksisterende by kan lysforholdene anses for at være tilfredstillende, hvis der kan opnås en dagslysfaktor på 2% i påvirkede opholdsrum og køkken.

Alternativt kan lysforholdene anses for at være tilfredstillende, hvis dagslysfaktoren, i påvirkede opholdsrum, ikke reduceres med mere end 25 %, dog 15 % for stuelejligheder.”

Det første krav skønnes umuligt at opnå i de fleste eks. rum i stueetager, og 1-3, sale i de Københavnske brokvartersejendomme, og ejendomme på Frederiksberg m.fl.

Det andet krav skønnes at være alt for lidt restriktivt i forhold til lejligheder fra stueetagerne, op til og med 3. sale, hvor selv en 15-25% lysindfaldsreduktion kan få dramatiske reduktioner i det effektive dagslysindfald.

Juridiske ansvarsforhold

Det skal understreges at det til enhver tid er bygherren, og for en boligforenings vedkommende, den til enhver tid siddende bestyrelse, der er ansvarlig for, at ethvert byggearbejde på foreningens ejendom udføres på forsvarlig vis.

I takt med at reglerne i bygningsreglementet i de senere år er devalueret som følge af de nye ”funktionsbestemte”- og dermed mere liberale regler, samtidig med at byggesagsbehandlingen er markant reduceret i kommunerne og tilsynet i byggesager i praksis er blevet ikke-eksisterende, rykker det juridiske ansvar dermed i praksis mere og mere over på bygherren.

Den ordentlige, kvalitative regeldannelse og myndighedsbehandling, der tidligere havde til formål at beskytte såvel bygninger som mennesker er desværre under kraftig erosion.

I stedet er indtrådt et vakuum, et slags byggeteknisk ingenmandsland, hvor skaderne først skal ske, hvorefter jurister og advokater kan træde ind på scenen, gøre ansvar gældende, stille erstatningskrav, forlange forhold udbedret etc. Alt sammen efter skaderne er sket.

Det havde været bedre om man i stedet var fortsat med at sætte hensynet til bygningernes fysisk og almenvellets (/flertallet af beboernes..) liv og velfærd generelt, over hensynet til det enkelte individs flyvske ønskedrømme, oppebåret af diverse trends, der kommer og går henover tid.

Det må forudses at påberåbelse af evt. Byggetilladelse og retningslinier fra en kommune, i en evt. retssag, vil risikere ikke at have afgørende og tilstrækkelig juridisk vægt, i forhold til andre vægtige og generelle regler og principper.

Bla. vil forholdet, hvis der handles ”mod bedre vidende” eller det, der burde være ”bedre vidende”, herunder eks. SBI-rapporter mv., som med rimelighed kan siges at være fælles norm-gods blandt tekniske rådgivere, og dermed indirekte også bygherrer, i en retssag, risikere at blive vægtet særdeles højt, og med stor sandsynlighed højere end en kommunes afgørelser eller tilladelser.

Princippet, ”når alle kører for stærkt, må jeg sikkert også” kan derfor ikke påregnes at være holdbart, heller ikke når det er en kommune der udsteder tilladelser.

Man kan derfor ikke som ansvarlig bygherre, påregne at blive frikendt for ansvar, i en evt. retssag, ved alene at henvise til, at en kommune har udstedt en byggetilladelse.

Omvendt vil det i praksis være meget vanskeligt at gøre en kommune erstatningsansvarlig, for udstedelse af byggetilladelser, ejheller selvom de enten direkte strider mod bygningsreglementet eller strider mod det fælles byggetekniske normgods, den tekniske ”know-how” der er nedlagt i SBI-rapporter mv.

Det er derfor som altovervejende hovedregel kun én der er grundlæggende hovedansvarlig, det er bygherren/ejeren selv.

Det er derfor en bygherres ansvar at sørge for at ”alle sten vendes” og at alle gængse regler og normer overholdes, uanset hvad man evt. kan få en kommune ”overtalt til” i form af byggetilladelser.

Samtidig vil en anden hovedregel i en retssal formodentlig være gældende, at der ikke må ske forringelser af den enkelte bolig, fra udefrakommende omstændigheder, eller at disse forringelser i modsat fald er helt klart, utvetydigt og specifikt tilladt, regelsat eller normgivet, også i SBI-anvisninger mv.

Den skadelidte andelshaver, ejer eller lejer, vil formodentlig med rimelighed kunne gøre et juridisk ansvars- og erstatningsforhold gældende overfor en bestyrelse/ejer (og måske også overfor en kommune), der har påført den pågældende lejlighed en dokumentérbar forringelse af forholdene.

I en boligforening skal de ansvarlige, hér en bestyrelse, derfor træde med særdeles varsomme skridt, og sikre sig på alle tænkelige måder, før vedtagelse af væsentlige forandringer på eller i en ejendom, såsom opsætning af altaner, således at man ikke bevæger sig ud i juridiske og økonomisk ansvarspådragende forhold, ved bla. forringelse af lysforhold og bla. ved etablering af statiske konstruktioner der er direkte usikre eller farlige.

Et vigtigt råd: man kan IKKE forlade sig på at kommunen agerer ”bagstopper” for én.

Afsluttende råd

Generelt må det tilrådes IKKE at lade altaner udføre i den ældre boligmasse, og særligt ikke i boligmassen opført frem til 1930, f.eks. på de Københavnske brokvarterer, Frederiksberg med flere områder, med mindre der er tale om indlysende, atypisk og ekstraordinært gode lyshold (f.eks. hjørner af ejendommen beliggende ud til brede udendørsarealer, ell.lign.).

HVIS man alligevel lader altaner udføre, børe disse KUN udføres som Type-1 altaner.

Thorkil Brodersen

25. januar 2016